H-2. En opsendelse af H-2A forberedes på Tanegashima, 2005.

.

H-2, japansk totrins løfteraket til opsendelse af civile satellitter og – i en videreudviklet form – den fremtidige japanske rumfærge HOPE. Raketten bygger på uafhængig japansk teknologi i modsætning til de første japanske raketter, som anvendte amerikansk raketteknologi og blev produceret på licens. H-2, der er 50 m høj, 4 m i diameter og vejer 260 t, blev opsendt første gang i 1994 fra Tanegashima-rumcentret i Japan. Begge rakettens trin anvender motorer med flydende ilt og brint som brændstof, og første trin har desuden to faststofhjælperaketter. H-2 kan bringe en 2 t satellit i geostationær bane og svarer i ydeevne til en lille Ariane 4-raket.

H-2 viste sig at være for kompliceret, upålidelig og dyr; en forbedret version, H-2A, blev udviklet 1996-2001. H-2A er mekanisk simplere opbygget og dermed mere pålidelig og billigere at fremstille end H-2. Den kan sende 4 ton op i geostationær overgangsbane. Der er til 2006 foretaget syv vellykkede H-2A-opsendelser, og en er slået fejl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig