ISRO, Indian Space Research Organization, indisk rumforskningsorganisation, der står bag udvikling, bygning og opsendelse af satellitter og raketter; hovedsæde i Bengaluru. Indiens rumforskningsprogram begyndte i 1963 med etablering af TERLS, en raketopsendelsesstation nær Trivandrum. I 1972 etablerede den indiske regering en afdeling for rumforskning, hvorunder ISRO, der har ansvaret for forskning og udvikling, hører. ISRO har flere centre, bl.a. et satellitbygningscenter i Bengaluru, en raketopsendelsesstation ved Madras, et INSAT (Indian National Satellite) hovedkontrolcenter i Hassan samt TERLS. Den første satellit, ISRO opsendte, var SLV-3 i 1990. ISRO har også udviklet en raket til opsendelse af satellitter i polære baner; den første blev opsendt i 1994, den anden, med indiske og tyske videnskabelige instrumenter, i marts 1996. ISRO udvikler nu (1997) raketter, der kan sende satellitter i geostationære baner.