Lagrangepunkt er et ligevægtspunkt i trelegemeproblemet (tre legemer, der bevæger sig under påvirkning af deres indbyrdes gravitation).
Faktaboks
- Etymologi
-
Opkaldt efter Joseph Louis Lagrange.
Matematikeren Joseph Louis Lagrange fandt som en delløsning til trelegemeproblemet to punkter (L4 og L5) i Jupiters bane om Solen, hvor smålegemer kunne forblive i lang tid; de tre legemer er da placeret som spidser i en ligesidet trekant.
I 1900-tallet er flere asteroider fundet i nærheden af disse punkter, og i tilsvarende positioner er der set bimåner til flere af Saturns måner. Der findes også tre Lagrangepunkter, hvor de tre legemer ligger på samme linje. Solobservatoriet SOHO er placeret i Lagrangepunktet L1 mellem Solen og Jorden, mikrobølgeteleskopet WMAP er i Lagrangepunktet L2 modsat Solen, mens Lagrangepunktet L3 er 180° forskudt for Jorden ("bag" Solen i samme bane som Jorden).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.