Discovery-programmet. Mosaik af billeder taget 25.1.2001 i en højde af 25 km visende området omkring det planlagte landingssted på Eros. Diametre på kratere er angivet med rødt, diametre på klippeblokke med gult. Pilen angiver landingsstedet.

.

Discovery-programmet, amerikansk rumprogram under NASA, der har til formål at udforske Solsystemet vha. forholdsvis billige rumsonder (dvs. med en samlet omkostning pr. sonde på under ca. 300 mio. dollars); påbegyndt i 1994. Hensigten er at have mange små missioner i stedet for få store, dyre og komplicerede projekter. Den første sonde opsendt under Discovery-programmet var NEAR Shoemaker i 1996. Derefter fulgte Mars Pathfinder, Lunar Prospector, Stardust og Genesis. CONTOUR, der opsendtes i 2002, gik tabt efter seks uger. Herefter fulgte MESSENGER, der blev opsendt i 2004 til Merkur og går i bane omkring den i 2011; Deep Impact, der blev opsendt i 2005 og samme år sendte et 350 kg tungt projektil ind i kometen 9P/Tempel for at danne et krater og undersøge kometens indre; Dawn, der blev opsendt i 2007 og skal gå i bane omkring to af de største objekter i asteroidebæltet, 4 Vesta (i 2011) og 1 Ceres (i 2015), samt Kepler, et rumbaseret fotometer, der blev opsendt i 2009 og i fire år skal søge efter jordlignende planeter om andre stjerner end Solen. Desuden er flere missioner under overvejelse.

Discovery-programmet var NASA's administrator, 1992-2001, Daniel Goldins hjertebarn. Efter tabet af Mars Observer i 1993 (ca. 1 milliard dollars) skulle missionerne være "faster, better, cheaper" (hurtigere, bedre, billigere).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig