LDEF, Long Duration Exposure Facility, amerikansk satellit, der i 1984 blev udsat fra rumfærgen Challenger i en bane 476 km over Jorden. Formålet med satellitten, der var bygget som en tolvsidet cylinder med i alt 57 eksperimenter monteret, var at undersøge alle aspekter af det miljø, som satellitter befinder sig i, når de er i rummet. Satellitten blev pga. Challengerulykken i 1986 først hentet ned i 1990 af rumfærgen Columbia og derefter grundigt undersøgt, bl.a. mht. strålingspåvirkning og sammenstød med småpartikler. NASA har oprettet en database med resultater fra flyvningen.