En opvaskemaskine er en maskine til rengøring af køkkenservice, især opvask. I nyere maskiner styres opvasken elektronisk, og de kræver filtersalt samt specielle opvaskemidler og afspændingsmidler. Opvaskemaskiner blev først taget i brug i USA i 1917.

Typer af opvaskemaskiner

Opvaskemaskiner bygges til forskellige formål. De små modeller kan placeres på køkkenbordet og er velegnede til små studielejligheder. Den klassiske type er designet til indbygning i det færdige køkken og kan have forsiden af en køkkenlåge, hvor fronten er udsmykket med med en plade, der matcher køkkendesignet og dermed smelter sammen med køkkenets udseende.

Almindelig opvaskemaskine

Den almindelige opvaskemaskine har forskellige programmer, der kan bruges afhængigt af forureningsgraden på bestik, porcelæn, kopper og glas. Forskellene i programmerne ligger typisk i varigheden og temperaturen på skyllevandet, antallet af skylninger med nyt vand samt et afsluttende tørreprogram.

Vasketiden kan variere fra 20-25 minutter, der kan vælges til en vask af kopper og glas og afskyllet porcelæn og bestik, til 2-3 timer for mere snavset porcelæn, fx hvis noget ikke er afskyllet, og der er fastbrændte madrester. Industrimaskiner er opbygget med en anden programstruktur, hvor vasketiden kun er 2-3 minutter.

Vaskemiddel

Vaskemidlet er mere basisk, og der er et afsluttende skyl med rent vand ved en temperatur over 80 °C, der sikrer, at bakterier dræbes. Vaskemidlet indeholder udover vaskemidler også klorforbindelser, som er let flygtige. Derfor skal opvaskemiddel til opvaskemaskiner altid opbevares i lukkede beholdere eller være separat indpakket i plastemballage.

Vaskevandet

Vaskevandet skal være demineraliseret, da der ellers vil blive dannet kalkpletter på servicen efter tørringen. På de traditionelle opvaskemaskiner sker afkalkningen i en ionbytter, der bruger salt. Dette er en kationbytter, hvor Na+ ioner bytter plads med Ca+ og Mg+ ioner. Dette sikrer tilstrækkelig kalkfrit vand, der kan sikre, at rengøringen sker uden synlige kalkpletter.

På industrielle maskiner bruges ikke salt; i stedet bruges natriumlud i ionbytteren, hvilket er meget effektivt. Der skal dog udvises forsigtighed med natriumlud, da det er en af de kraftigste baser, der findes.

På industrielle maskiner og moderne almindelige vaskemaskiner er maskinen selvdoserende med vaskemiddel, hvilket giver bedre rengøringsevne ved minimalt brug af vaskemiddel og dermed også en miljøvenlig opvask.

Afskylning

Den optimale vask opnås ved at afskylle servicen for de grove madrester. For eksempel bør fade med fastbrændt mad lægges i blød med sæbevand. Sæben til opvaskemaskinen kan anvendes til iblødsætning ved særlig fastbrændt mad, fx ildfaste fade.

Fejlfinding

Når en opvaskemaskine ikke vasker rent, er der typisk syv ting, der kan gå galt:

  • Filteret i bunden skal normalt renses ugentligt ved almindelig brug, hvor der kan sætte sig en slimagtig film på filteret. Filteret renses med sæbe og børste.
  • Huller i dysserne kan være tilstoppede af madrester. Madresterne fjernes typisk ved at udtage dyssen og skylle evt. madrester ud.
  • Opvaskemaskinen skal periodevis køre et rensningsprogram med et egent rensningsmiddel for at fjerne belægninger, der sidder i skjulte områder. Belægninger kan give en dårlig lugt.
  • Hvis der er belægninger, fx på glas, og de kan fjernes med vand, skyldes det ofte, at sæben ikke er korrekt doseret eller ikke er blevet opløst, hvilket typisk sker ved et kort program. Ved korte programmer bør der anvendes flydende opvaskemiddel.
  • Hvis der er belægninger, fx på glas, og de ikke kan fjernes med vand, men kræver eddikesyre, er det afkalkningen, som svigter. Dette problem kan muligvis løses ved at fylde saltbeholderen med salt. Det kan også skyldes manglende afspændingsmiddel i maskinen, hvilket forhindrer kalk i at sætte sig på fx glas.
  • Afløbet er delvis stoppet, og snavset vaskevand løber retur i maskinen.
  • Sikkerhedsventilen i vandtilslutning er lukket, fx grundet en læk i maskinen. Sker der et vandudslip eller unormalt vandoptag, lukker sikkerhedsventilen. Service skal bestilles til at skifte ventilen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig