Halden-reaktoren, forsøgsreaktor i Halden, Norge. Reaktoren er en kogende tungtvandsreaktor med en varmeeffekt på op til 20 MW. Den er indbygget i et fjeld og kom i drift i 1960. Reaktoren er center for et internationalt forskningssamarbejde under OECD om menneske-maskine-samspil, brændselssikkerhed og materialeteknologi. Reaktoren leverer også damp til en papirfabrik.