strålingssterilisering

Strålingssterilisering er sterilisation af specielt medicinsk udstyr ved bestråling. Metoden bruges især til engangsudstyr af plast, både simpelt udstyr som handsker og sprøjter og mere kompliceret udstyr, fx til infusion. Strålingen, der anvendes, er enten fra radioaktive kilder, oftest cobalt-60, eller fra kraftige elektronacceleratorer. Den gennemtrængende stråling gør det muligt at sterilisere udstyret i sin færdige indpakning, så sterilt udstyr ikke skal håndteres og pakkes efter processen.

Stråling er mest effektiv over for bakterier, gærsvampe og lignende, mens det er vanskeligere at dræbe virus. Ingen sterilisationsmetode kan give absolut sikkerhed for, at alle mikroorganismer dræbes, men ved de strålingsdoser, der er tale om (ca. 25 kGy), vil der højst findes én levedygtig mikroorganisme for hver million enheder, der bestråles.

Strålingssterilisation har været anvendt siden begyndelsen af 1960'erne, da der var udviklet plasttyper, der var velegnet til fremstilling af medicinsk engangsudstyr. De fleste af disse plasttyper tåler imidlertid ikke varmesterilisation, hvorimod strålingen ikke påvirker plasten nævneværdigt. Engangsudstyr af plast er billigt at fremstille og giver efter bestråling langt større sikkerhed for sterilitet end genbrugsudstyr, der efter brug skal renses og steriliseres.

Danmark var foregangsland for anvendelse af strålingssterilisation. Det første danske bestrålingsanlæg var en elektronaccelerator, der blev taget i brug på Forskningscenter Risø i 1959. I det følgende tiår blev der her steriliseret udstyr for mange danske virksomheder. Der er siden etableret flere danske og mange udenlandske bestrålingsanlæg, og ca. halvdelen af alt medicinsk engangsudstyr steriliseres nu med stråling.