Kontek-forbindelsen, (1. led af kontinentet og EK, fork.f. ELKRAFT), højspændt jævnstrømsforbindelse (HVDC) mellem Sjælland og Tyskland. Forbindelsen og de tilhørende konverterstationer (ensretter-/vekselretterstationer) ved Bjæverskov på Midtsjælland og ved Rostock er bygget af ELKRAFT og ejes siden 2005 af Energinet.dk. I begge endepunkter er jævnstrømsforbindelsen koblet til 400 kV vekselspændingsnettene. Forbindelsen blev idriftsat i 1996. Den arbejder med en driftspænding på 400 kV, og overføringsevnen er 600 MW. Forbindelsen, der hele vejen er ført som kabel med 114 km landkabel og 52 km søkabel, er indtil videre monopolær, dvs. at returstrømmen sendes gennem havvand og jord.