Elmåler, måleinstrument til afregning af elektrisk energi. Til husholdningselforbrug har Ferrarismåleren været enerådende i kraft af lav pris, billig vedligeholdelse og justering samt stor driftsikkerhed. Måling af elforbruget sker med en integrerende måler, som i hvert øjeblik måler den effekt (kW), der tilgår installationen. Der integreres over tid ved at tælle antallet af omdrejninger af en metalskive, som ved hjælp af en strøm- og en spændingsspole samt en dæmpemagnet altid roterer med en hastighed, der er proportional med den effekt, som passerer målestedet. Ferrarismåleren indeholder derfor ud over skiven og dens bevægelsessystem et mekanisk tælleværk.

Med overgang til tidsdifferentierede tariffer forventes elektroniske målere efterhånden helt at fortrænge den gængse Ferrarismåler, men i en periode vil man kunne se Ferrarismålere forsynet med to eller flere elektroniske tælleværker. Hvert tælleværk registrerer i den del af døgnet og ugen, hvor en bestemt eltarif er gældende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig