Vandrebølger, høje, kortvarige spændinger (overspændinger), som "vandrer" langs en eller flere ledere i et elforsyningsnet. De opstår enten ved tilførsel af store elektriske ladninger udefra (fx lynnedslag) eller pludselig frigørelse af ladninger, som normalt forekommer i nettet. Det sidste kan ske ved kobling med dele af nettet, som kræver et stærkt elektrisk felt under drift, ofte i forbindelse med nedgravede kabler.

Vandrebølgers hastighed er nær ved lysets hastighed og afhænger af ledningernes materialeegenskaber og geometri. Formen på en vandrebølge ændrer sig under dens passage langs ledningerne, fordi de forskellige frekvenser, bølgen kan opløses i, bevæger sig med hver sin hastighed. Strømvarmetab og korona bidrager til at dæmpe vandrebølgers skadevirkninger, som kan være kortslutninger i nettet og deraf følgende ødelæggelse af anlægsdele og afbrydelser i elforsyningen. For installationer i lavspændingsnettet er det alene lynnedslag i direkte nærhed af elmåleren, som kan medføre risiko for skader.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig