Decca, radionavigationssystem til positionsbestemmelse, opfundet i USA i 1937 og videreudviklet af det britiske Decca Co. i 1944. Systemet er bygget op af radiokæder, der hver består af fire radiosendere: en masterstation og tre slavestationer (rød, grøn og violet slavestation). Stationerne udsender umodulerede radiobølger i frekvensområdet mellem 70 kHz og 130 kHz. Signalerne modtages af specielle deccamodtagere i skibe, fly og andre mobile enheder.

En deccamodtager måler faseforskellene mellem radiobølgerne fra masterstationen og fra hver af de tre slavestationer. Herved bestemmes tre hyperbler, hvis skæringspunkt er modtagerens position.

En kædes rækkevidde er om dagen typisk 600 km og om natten 300 km. Den nøjagtighed, hvormed systemet kan genfinde en given position, spænder fra 20-30 m om dagen i områder med favorabel geometri til nogle få km om natten i udkanten af dækningsområdet. Forskellen på nøjagtighed dag og nat skyldes ændrede udbredelsesforhold for radiobølgerne.

Deccasystemet blev i begyndelsen næsten udelukkende brugt kommercielt, men med fremkomsten af billigere, mikroprocessorbaserede modtagere i 1980'erne fik systemet også stor udbredelse i lystfartøjer. De moderne modtagere beregner automatisk positionen og udlæser den som længde- og breddegrad. Modtagerne kan endvidere beregne en lang række andre forhold af interesse for navigatøren, fx fartøjets hastighed samt afstande, kurser og ankomsttidspunkter til positioner, der indtastes i modtageren.

Deccasystemet har siden begyndelsen af 1990'erne fået stadig stigende konkurrence fra det nøjagtigere, satellitbaserede GPS-system, og de europæiske deccakæder til positionsbestemmelse ved radionavigation blev nedlagt ved udgangen af 1999. Meget af det modtageudstyr, der anvendtes især på lystbåde, har kunnet ombygges til positionsbestemmelse med GPS.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig