Mobiltelefon, transportabel telefon, der er forbundet med telefonnettet via radiobølger (mobilkommunikation).

Mobiltelefonen indeholder en højfrekvensdel i frekvensområdet 900-1800 MHz og en lavfrekvensdel i det hørlige område.

Højfrekvensdelen består af en modtager og en sender, der arbejder samtidig i lidt forskellige frekvensbånd, så de ikke forstyrrer hinanden. De tidlige mobiltelefoner anvendte analog frekvensmodulation, der senere afløstes af digitale systemer.

I den lavfrekvente del omsættes den akustiske tale af lydbølger til en elektrisk, digital kode, der tilstræber at bevare talens forståelighed, samtidig med at der bruges så lav en datahastighed som muligt. Strømmen af data bliver derefter yderligere kodet, så transmissionen bliver robust over for transmissionsfejl dannet på vejen fra telefonsender til modtageren på basisstationen. Endelig samles dataene i en klump og sendes i et kort øjeblik, hvorefter der er pause, indtil den næste klump sendes af sted.

Denne ujævne, men periodiske fordeling af energien kan undertiden opfanges af andre elektroniske apparater (se elektromagnetisk kompatibilitet). Ved transmission i den modsatte retning, hvor der lyttes i mobiltelefonen, er processen den samme, idet modtageren er aktiv i stedet for senderen.

For at en mobiltelefon kan fungere, skal der indsættes en elektronisk hukommelse (chip), der indeholder oplysninger om brugeren og det teleselskab, vedkommende er tilknyttet. En mobiltelefon vil normalt være batteridrevet. Udviklingen inden for batteriteknologi og miniaturisering af elektroniske kredsløb har medført, at mobiltelefoner er blevet meget mindre og lettere.

Udviklingen inden for mobiltelefoner har bevæget sig mod stadig mere avancerede brugergrænseflader og større billedskærm, hvor telefonen ligeledes fungerer som en lille computer (se PDA og smartphone).

Biologiske effekter

En typisk mobiltelefon bruger 0,25-2 Watt, som højst kan medføre en stigning i temperaturen i hjernen på 0,1 °C, hvilket ikke anses for at kunne forårsage sygdomsfølger. Ikke desto mindre er der blevet foretaget flere større undersøgelser af de sundhedsskadelige aspekter ved mobiltelefoni.

I 2002 afsluttede to forskere knyttet til Institut for Epidemiologisk Kræftforskning under Kræftens Bekæmpelse sammen med to amerikanske kræftforskere i verdens hidtil største epidemiologiske undersøgelse af en mulig sammenhæng mellem brug af mobiltelefoner og fremkomst af kræft hos brugerne. Tele Danmark og Sonofon, som i undersøgelsesperioden 1982-95 var de eneste danske udbydere af mobiltelefoni, havde efter tilladelse fra 420.095 brugere overført oplysninger om navn og adresse til Kræftens Bekæmpelse, hvorefter de pågældendes personnumre blev fundet i Det Centrale Personregister (CPR). Ved samkøring med Cancerregistret blev det påvist, hvor mange af brugerne der havde udviklet kræft, og hvilke kræftformer der var tale om. Ved hjernekræft blev det undersøgt, om der var særlig risiko for kræft nær øret i tindingelappen.

Der kunne ved undersøgelsen ikke påvises forskelle i kræfthyppighed mellem brugere af mobiltelefoner og den øvrige del af befolkningen. Da observationstiden sammenlignet med kræftsygdommes mulige udviklingstid er ret kort, bør undersøgelsen dog gentages.

I det tidsrum, hvori undersøgelsen fandt sted, var der langt færre børn, der anvendte mobiltelefon, end i 2000-t. Børns tyndere hjerneskal gør måske den voksende hjerne mere påvirkelig. Indtil undersøgelser heraf foreligger, anbefaler forskerne, at børn og unge begrænser brugen.

Hjertesyge patienter, der har fået pacemaker, bør holde mobiltelefonen på afstand af pacemakeren.

Se også mobilkommunikation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig