Pikocelle, (1. led piko- i bet. 'en lille smule'), mobilkommunikationssystem, der dækker et lille geografisk område, fx et supermarked eller et kontorlandskab. Den korte afstand til en basisstation giver mulighed for høj datahastighed og genbrug af frekvenser i nærliggende lokaliteter. Pikocellen kan være en del af et større mobilkommunikationssystem, men kan også være et lokalnet (LAN) uden forbindelse med andre netværk.