højttaler

En højttaler er en elektroakustisk omformer, der omsætter elektriske svingninger til lydbølger.

Den elektrodynamiske højttalers virkemåde forekommer enkel, men i praksis er en vellydende højttaler et resultat af en højtudviklet teknologi og megen erfaring. Det ses bl.a. af, at der på verdensplan kun findes relativt få fabrikanter af højttalerenheder, men mange fabrikanter af færdige højttalersystemer i kabinetter. En væsentlig del af højttalerenhederne fabrikeres i Danmark, og de anvendes af en lang række højttalerfabrikanter på verdensmarkedet.

En god højttalerenhed vil normalt kunne gengive et toneområde svarende til ca. 3 oktaver. Det menneskelige øre er derimod i stand til at opfatte omkring 10 oktaver. Et højttalersystem, der kan gengive hele det hørbare toneområde, består derfor af flere højttalerenheder, der hver tager sig af sin del af toneområdet. De såkaldte flervejssystemer består oftest af tre højttalere med forskellige diametre: Den største højttaler tager sig af basområdet, den mellemste af det midterste toneområde og den mindste af diskanten. Et elektrisk delefilter fordeler toneområdet til de respektive enheder.

For at højttaleren kan få en god basgengivelse, må lydudsendelsen fra højttalermembranens forside forhindres i at modvirke lydudsendelsen fra membranens bagside. Det opnås ved at montere højttaleren på en stor plade med et hul svarende til højttalerens diameter. Dette princip anvendes bl.a. i biograflydsystemer, hvor højttalerne bag lærredet ofte er monteret på en stor plade af nogenlunde samme størrelse som lærredet. Ved andre anvendelser, hvor denne monteringsform er upraktisk, indbygges højttaleren i et kabinet, som kan have forskellige udformninger. Der opnås en betragtelig forbedring af basgengivelsen med et lukket kabinet (bortset fra det hul, højttaleren sidder i), men der kræves et stort kabinetvolumen på fx 200 l. Det blev et problem, da hi-fi-anlæggene skulle forsynes med to højttalere af hensyn til stereogengivelsen. Bestræbelser på at udvikle højttalere med god basgengivelse i mindre kabinetter resulterede i trykkammerhøjttaleren i et lufttæt lukket kabinet, hvor den indespærrede luftmængde fungerer som fjeder for højttalermembranen. Til trykkammerhøjttalere benyttes særlige højttalerenheder med bløde membranophæng. Trykkammerhøjttaleren giver god basgengivelse i beskedne kabinetstørrelser, men har en dårlig virkningsgrad, således at der skal anvendes forholdsvis meget forstærkereffekt for at give et rimeligt lydtryk.

Et andet princip er det såkaldte basrefleksprincip. Her udformes kabinettet med en nøje dimensioneret åbning med et kort rør (porten) bagved. Porten fungerer sammen med kabinettets hulrum som en akustisk resonator i bassen. Resonatoren sættes i gang af lydsvingninger fra bagsiden af højttaleren og vil forstærke basgengivelsen i det toneområde, hvor det begynder at knibe for højttalerne selv. Passende udformet vil basreflekshøjttaleren give en noget kraftigere dybbas og større effektivitet end trykkammerhøjttaleren. Basreflekshøjttaleren er det mest udbredte højttalersystem.

Endelig skal nævnes hornhøjttaleren, som repræsenterer et akustisk princip, der genfindes i tragten på ældre grammofontyper og i messingblæseinstrumenter. Ved hornhøjttaleren kobles højttalerenheden til den snævre ende af hornet. På grund af hornets facon sker der en akustisk impedanstilpasning (se akustisk impedans) mellem højttaleren og den omgivende luft, hvorved hornhøjttaleren kan afgive et lydtryk, der for en given tilført elektrisk effekt er langt kraftigere end det, der afgives af trykkammer- og basreflekshøjttalere. Hornhøjttalere anvendes især, når lydtrykket skal være højt, fx ved store koncertarrangementer med elektrisk forstærket musik. Mindre versioner som mellemtone- og diskanthorn anvendes i højttalersystemer i lydkontrolrum.