En detektor er et instrument til påvisning eller måling af fysiske størrelser. Detektorer anvendes til mange formål, og oftest er de indrettet således, at de omsætter en fysisk størrelse til en elektrisk strøm eller spænding. I nogle tilfælde frembringer detektorer et visuelt billede på en skærm eller en film.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er fra latin detector, nomen agentis af verbet detegere 'afdække, opdage'.

Fysiske forhold som temperatur og tryk kan måles med følere (sensorer) og transducere, som er fremstillet af materialer, hvis elektriske egenskaber afhænger af det, der skal måles. Lyd registreres med en mikrofon, som omsætter lydens svingninger til et elektrisk signal.

Lys kan detekteres enten på fotografisk film eller elektrisk med en fotodiode eller fotocelle. Fra dagligdagen kendes lysmåleren i et kamera, røgdetektoren og den automatiske døråbner med en lysstråle og en fotocelle, som registrerer passage, når lysstrålen blokeres.

Ioniserende stråling kan registreres med en gasdetektor, fx en geigertæller, eller en faststofdetektor af halvledermateriale. Disse detektorer udnytter strålingens ioniserende evne. I scintillationstælleren, som indeholder et fast stof eller en væske, udsendes ved bestråling et kortvarigt lysglimt, som kan forstærkes i en fotomultiplikator og sluttelig registreres som lys.

Astronomiske detektorer

Astronomiske detektorer anvendes til at registrere lys (elektromagnetisk stråling) eller partikelstråling fra Universet. Da formålet er at observere fjerne objekter, er astronomiske detektorer karakteriseret ved lav egenstøj og høj følsomhed.

Astronomiske lysdetektorer anvendes sammen med et teleskop; herved registreres kun stråling fra én bestemt retning. De fungerer ved vidt forskellige principper, afhængigt af hvilke bølgelængder der skal registreres. Radio- og mikrobølgestråling registreres af antenner (radioteleskoper), der måler bølgens svingning (kohærent detektion). Dette giver mulighed for senere at kombinere signalet fra flere teleskoper i en computer. I infrarødt, synligt (optisk) og ultraviolet lys er det kun muligt at registrere intensiteten (inkohærent detektion). I disse spektralområder skelnes mellem fotontællende detektorer, der registrerer de enkelte lyspartikler (fotoner), og integrerende detektorer, der over et tidsrum (eksponeringstiden) registrerer den samlede lysintensitet. Fotomultiplikatoren, der er den mest anvendte fotontællende detektor, har et enkelt lysfølsomt element, og den registrerer derfor kun lyset fra ét område på himlen. Med detektorer, som er opdelt i flere lysfølsomme elementer (fx fotografisk film eller diode-array), registreres det billede, teleskopet danner i brændplanet. Til registrering af røntgen- og gammastråler anvendes proportional-tællere og scintillationsdetektorer, der måler energien af hver enkelt foton.

Astronomiske partikeldetektorer anvendes til at måle kosmisk stråling. De baseres på de detektorprincipper, som kendes fra højenergifysikken, og anvendes normalt fra satellitter for at undgå absorptionen fra Jordens atmosfære. En undtagelse er neutrinodetektorer til registrering af neutrinoer fra Solen og supernovaer. Neutrinodetektorer, der bl.a. består af store kamre fyldt med vand eller klorforbindelser, placeres 1-2 km under jordoverfladen for at skærme mod anden kosmisk stråling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig