Rigstelefonen. Interiør fra Aarhus Statstelefoncentral. Stationen omfattede otte ekspeditionspladser, der hver kunne ekspedere op til fire telefonsamtaler samtidig. At ekspedere telefonsamtaler blev et typisk kvindeerhverv allerede i telefonens barndom. Fotografi fra 1905.

.

Rigstelefonen, dansk telefontjeneste, grundlagt i begyndelsen af 1900-t.; frem til begyndelsen af 1940'erne Statstelefonen. Rigstelefontjenesten, der forbandt de enkelte rigscentraler, havde til formål at afvikle telefonsamtaler mellem landsdelene. Rigscentraler var placeret i de større byer og ofte sammen med det lokale postkontor. Rigstelefonabonnenter, som primært var større virksomheder og offentlige institutioner, var tilsluttet en rigscentral, hvorved de opnåede en mulighed for hurtig afvikling af langdistancesamtaler. Tilslutningen til tjenesten svandt i takt med automatiseringen af den lokale telefontjeneste.

Ligeledes blev rigscentralerne nedlagt i forbindelse med automatiseringer, hvor Post- og Telegrafvæsenet og telefonselskaberne etablerede fælles centraler, den sidste i begyndelsen af 1980'erne. Rigstelefonen ophørte som tjeneste med dannelsen af Tele Danmark i 1991, hvor de koncessionerede telefonselskaber og Post- og Telegrafvæsenets teletjenester blev lagt sammen. Se også telefon- og teleselskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig