Medikoteknik, (1. led af lat. medicus 'læge'), teknologi, der anvendes i sundhedssektoren til diagnose og behandling. Parallelt med den generelle teknologiske udvikling har medikoteknik ændret karakter fra primært at anvende elektroniske og mekaniske apparater til i stor udstrækning at benytte avancerede systemer, der er baseret på moderne informationsteknologi (sundhedsinformatik).

Siden ca. 1900 har man anvendt røntgenstråler til strålebehandling og røntgenundersøgelse. I 1930'erne blev der udviklet teknologi til blodtransfusion, og der blev etableret blodbanker. I 1940'erne kom de første automatiske respiratorer, og krigsindustrien under 2. Verdenskrig medførte mange teknologiske fremskridt med medicinske anvendelser, fx nye biomaterialer til proteser, ultralydundersøgelse og kunstige hjerteklapper. Rumkapløbet op gennem 1960'erne medførte fremskridt inden for overvågning, mikroelektronik og mere intelligente medikotekniske systemer med alarmfunktioner og avancerede analyser, fx overvågning på intensivafdelinger.

Den nye teknologi har ført til nye medicinske fagområder, bl.a. inden for billeddannende teknik til undersøgelse af hjernens funktion (PET-scanning, MR-scanning (se MR-undersøgelse), SPECT-scanning og CT-scanning). De fleste hospitaler har medikotekniske afdelinger, der beskæftiger specialiserede ingeniører. Der undervises i emner inden for medikoteknik ved flere højere læreanstalter, herunder er der en 5-årig civilingeniøruddannelse i medikoteknik ved Aalborg Universitet.

Det forventes, at biochips vil kunne implanteres i kroppen for til stadighed at registrere vitale parametre, fx glukoseniveau.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig