Posthemmelighed, bestemmelser i kapitel 5 i Lov om postvirksomhed, hvorefter den, der virker i en postvirksomhed, ikke må give uvedkommende nogen underretning om andres benyttelse af postale tjenesteydelser eller selv benytte lejlighed til at skaffe sig sådan oplysning. Tavshedspligten vedvarer, efter at den pågældendes virke i postvirksomheden er ophørt. Samme lov anfører, at adresserede forsendelser, der er indleveret til befordring hos postvirksomheder, og hvor det ikke har været muligt at finde adressat eller afsender, uden retskendelse kan åbnes af den pågældende postvirksomhed. Se også brevhemmelighed og postlovgivning.