DHL Worldwide Express, eksprespostvirksomhed, grundlagt i 1969 i San Francisco, USA, af Adrian Dalsey (d. 1994), Larry Hillblom (d. 1995) og Robert Lynn (d. 1998). Virksomheden er en af branchens største inden for luftfragt med afdelinger i næsten alle lande. DHL blev i 1999 Post Danmarks udenlandske distributør af kurerpost. Aktiemajoriteten indehaves siden 2002 af Deutsche Post World Net; andre aktionærer er bl.a. Lufthansa og Japan Airlines. I 2000 havde DHL ca. 70.000 ansatte, og omsætningen udgjorde omkring 5 mia. euro.