Stirlingmotor

© DTU/Henrik Carlsen

Stirlingmotor. Danskudviklet Stirlingmotor med en akseleffekt på ca. 10 kW. Motoren er udviklet til anvendelse i små kraftvarmeanlæg med naturgas eller biogas som brændsel.

Stirlingmotor, (efter den skotske opfinder og præst Robert Stirling, 1790-1878), speciel stempelmotor, hvori en gasart, fx atmosfærisk luft eller helium, cirkulerer i et lukket kredsløb uden direkte forbindelse med forbrændingskammeret, hvorfra motoren tilføres energi. Ligesom i en almindelig forbrændingsmotor komprimerer et arbejdsstempel gassen ved lav temperatur, men i stedet for antændelse af brændstof inde i cylinderen tilføres varme gennem væggen i cylindertoppen, hvorved gassen ekspanderer og driver stemplet ned. Med et ekstra forskydningsstempel flyttes gassen til et område, hvor den køles, indtil den igen komprimeres af arbejdsstemplet. Da forbrændingen foregår uden for motoren, kan der anvendes faste, flydende og gasformige brændsler eller andre varmekilder med tilstrækkelig høj temperatur, fx solenergi.

Stirling patenterede princippet i 1816, og motoren var i begrænset brug indtil begyndelsen af 1900-t. Trods sit enkle princip er motoren kompliceret i konstruktion og funktion og derfor kostbar. Det er specielt tætningen mellem de to stempler og cylinderen, der er kompliceret. I slutningen af 1900-t. øgedes interessen for Stirlingmotoren. Det svenske værft Kockum AB har således benyttet Stirlingmotorer i ubåde til den svenske og australske flåde, og der arbejdes med muligheden for at udnytte motoren i stationære anlæg til decentral produktion af el og varme. Trods udviklingsindsats mange steder i verden er der endnu ikke set et teknisk og forretningsmæssigt bæredygtigt produkt.