Stirlingmotor. Danskudviklet Stirlingmotor med en akseleffekt på ca. 10 kW. Motoren er udviklet til anvendelse i små kraftvarmeanlæg med naturgas eller biogas som brændsel.

.

Stirlingmotor, (efter den skotske opfinder og præst Robert Stirling, 1790-1878), speciel stempelmotor, hvori en gasart, fx atmosfærisk luft eller helium, cirkulerer i et lukket kredsløb uden direkte forbindelse med forbrændingskammeret, hvorfra motoren tilføres energi. Ligesom i en almindelig forbrændingsmotor komprimerer et arbejdsstempel gassen ved lav temperatur, men i stedet for antændelse af brændstof inde i cylinderen tilføres varme gennem væggen i cylindertoppen, hvorved gassen ekspanderer og driver stemplet ned. Med et ekstra forskydningsstempel flyttes gassen til et område, hvor den køles, indtil den igen komprimeres af arbejdsstemplet. Da forbrændingen foregår uden for motoren, kan der anvendes faste, flydende og gasformige brændsler eller andre varmekilder med tilstrækkelig høj temperatur, fx solenergi.

Stirling patenterede princippet i 1816, og motoren var i begrænset brug indtil begyndelsen af 1900-t. Trods sit enkle princip er motoren kompliceret i konstruktion og funktion og derfor kostbar. Det er specielt tætningen mellem de to stempler og cylinderen, der er kompliceret. I slutningen af 1900-t. øgedes interessen for Stirlingmotoren. Det svenske værft Kockum AB har således benyttet Stirlingmotorer i ubåde til den svenske og australske flåde, og der arbejdes med muligheden for at udnytte motoren i stationære anlæg til decentral produktion af el og varme. Trods udviklingsindsats mange steder i verden er der endnu ikke set et teknisk og forretningsmæssigt bæredygtigt produkt.

Kommentarer (4)

skrev Jens Ole Stilling

Det er et dårligt valg at kalde det en motor. Bedre ville være Stirling maskine idet den kan fungere både som motor og til opvarmning og afkøling. ( vi kalder det også af mystiske årsager en dampmaskine selv om det er en motor så hvorfor ikke)
Desuden vil det være interessant at bedre belyse konkurrencen mellem James Watts dampmaskine og Stirlings maskine. En interessant historie. Til sidst så bør artiklen opdateres mht anvendelse. Der er nye konstruktioner med bedre virkningsgrad som bruges til både opvarmning og airconditionanlæg. Virkningsgrad er vigtig for klimaet.

svarede Marie Bilde

Kære Jens Ole Stilling. Mange tak for din kommentar med relevante forslag. Vi har endnu ikke en fagansvarlig for kategorien "Forbrændingsmotorer, damp- og vandkraft", så jeg lader din kommentar til artiklen stå, så en sådan fagansvarlig kan tage stilling til den.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

svarede Jens Ole Stilling

Fint, men er det nu en god opdeling?
"Forbrændingsmotorer, damp- og vandkraft"
Stirling maskinens fremtid er måske mere til opvarmning og afkøling. Motor drift er naturligvis muligt men som netop påpeges så er der store tekniske problemer ved højere drift temperaturer . Egentlig blev den oprindelig kun brugt som motor fordi dampmaskinerne eksploderede og var farlige. Det blev afhjulpet da hastigheds regulatoren blev opfundet og dermed blev sterlings motorerne udfase.

svarede Marie Bilde

Kære Jens Ole Stilling. Også inddelingen i kategorier og artiklernes fordeling deri revideres i samarbejde med de fagansvarlige, efterhånden som de knyttes til projektet.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig