Offshore-vindmøller. Foto fra 2005.

.

Offshore-vindmøller. Udskibning af møllevinger fra Esbjerg til offshore-møllepark.

.

London Array.

.

Havvindmøller er typisk store møller opstillet på havet i vindmølleparker. Vinden på havet er kraftigere end på land, hvor den dæmpes af en ujævn jordoverflade, træer og bygninger. En vindmølle på havet kan således producere ca. 50% mere elektricitet end en tilsvarende mølle på land.

Havvindmøller er blevet store og effektive

Omkostningerne til opstilling af havmøller er større end til landmøller, men der er udviklet billigere metoder til fundering af havmøller samt en omfattende industrialisering af møllernes enkelte dele.

Havmøller placeres fortrinsvis i lavvandede områder. Krigers Flak, der er den nyeste offshore-park er fx placeret på op til 30 m vanddybde. Flydende havmøller er en teknologi på vej, der vil ændre denne begrænsning.

Første møllepark til havs i 1991

Møllerne i Vindebyparken ved Lolland, der som den første havmøllepark blev indviet i 1991, var 54 m høje, mens de nyeste er 188 m.

Den producerede elektricitet føres i land via undersøiske kabler og forbindes her til højspændingsnettet.

Havmøllerne er vokset hurtigt i ydeevne, effekt, og i takt hermed er den producerede strøm blevet billigere. I Danmark fås tilladelse til at etablere en havmøllepark enten ved statsligt udbud eller den såkaldte åben-dør-ordning.

Større og flere mølleparker

Havmøllerne i Vindeby-parken bestod af 11 møller på hver 450 kW. I 2002 opførtes på Horns Rev i Nordsøen en vindmøllepark med 80 2 MW-møller, placeret i et 20 km2 stort område 14-20 km fra land på 6-13 m vanddybde. I hhv. 2009 og 2019 blev opført yderligere to parker i området. Horns Rev 2 med 91 møller på 2,3 MW og Horns Rev 3 med 49 møller på 8,3 MW.

I 2003 blev Rødsand Havmøllepark ud for Nysted taget i brug. Den består af 72 møller hver med en effekt på 2,3 MW. På det tidspunkt var den en af verdens største havmølleparker. I 2010 blev den udbygget med 90 møller på 2,3 MW.

Danmarks største havmølleparker er Anholt Havmøllepark, der blev idriftsat 2013 med 111 møller på hver 3,5 MW og en samlet effekt på 400 MW, mens Kriegers Flak som blev indviet i 2021, består af 72 møller på hver 8,4 MW og har en samlet effekt på 604 MW. Dertil kommer en række mindre havmølleparker, så Danmark i dag har 15 fungerende havmølleparker, der dækker ca en tredjedel af den samlede kapacitet fra vindmøller.

De første store parker gav en betydelig viden om opførelse af havmøller, der har været afgørende for de efterfølgende store projekt. Den hurtige udbygning af havmøller var dog ikke uden problemer, idet især Horns Rev 1 løb ind i omkostningstunge tekniske problemer.

Vindmøllebranchens store aktører

De største producenter af havmøller er Siemens Wind Power og Vestas. Siemens stod stærkt både på det danske og internationale marked, men Vestas samarbejde med Mitsubishi fra 2013 betød, at der var to store spillere, som konkurrerede om at være først med udviklingen af havmøllerne. Det danske marked spillede en stadig mindre rolle i forhold til det internationale marked men blandt andet forsøgscentret Østerild Klitplantage har været vigtigt i afprøvningen af de nye havmøller.

Dernæst er der en lang række underleverandører, som forsyner de store producenter. Ligeledes er havneanlæggende til udskibning af møllerne væsentlige. Da det bedst egnede områder for havmøller er i Nordsøen, er Esbjerg blevet et knudepunkt for etableringen af havmølleparker, mens fx Gedser fungerede som havn for parkerne ved Nysted. Den samlede produktion af vindmøller giver arbejde til over 30.000 personer i Danmark.

Etableringen af de store havmølleparker har haft DONG Energy/Ørsted og det svenske Vattenfall som projektledere og vigtigste investorer. DONG Energys første parker havde Siemens Wind Power som partner, men efter at Vestas gik ind i produktionen af havmøller, har partnerskaberne skiftet.

Ved åbningen i 2021 var Kriegers Flak den største havvindmøllepark i Danmark og en af verdens største. Indvielsen den 6. september 2021 blev markeret i TV-Avisen.
Video: DR Arkiv Begrænset anvendelse

Miljøvurderinger

Produktion af elektricitet på vindmøller gavner klimaet, men også vedvarende energikilder kan påvirke miljøet. I forbindelse med Horns Rev 1 og Rødsand 1 blev der gennemført omfattende overvågning af havmiljøet, der har bidraget til at begrænse påvirkningen. På projektstadiet bliver der ligeledes foretaget en vurdering af virkningerne på miljøet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig