P.O. Fanger, Povl Ole Fanger, 16.7.1934-20.9.2006, dr.techn., professor ved DTU. Fanger studerede indeklimaets effekt på mennesker og opstillede derigennem en model, der forudsiger de termiske forhold, der opleves behageligt af mennesker. Han opstillede endvidere en model, der forudsiger, hvorledes luftkvaliteten opleves af mennesker, og indførte enhederne decipol for oplevet luftkvalitet og olf for kildestyrken af forurening. Fangers forskning har været banebrydende og anvendes bl.a. i internationale standarder.