accelerator (Synkrocyklotronen)

Disse problemer førte til udviklingen af synkrocyklotronen. Partiklerne løber her i en fast bane, og magnetfeltet øges i takt med accelerationen. Dette betyder, at magnetfeltet kun behøver at være etableret langs den faste bane, mens det i cyklotronen skal strække sig fra centrum og ud til randen af ringen. Det mindre område, der skal dækkes af magnetfeltet, betyder, at der skal bruges langt mindre jern og kobber. Synkrocyklotronen bliver derfor forholdsvis meget billigere at fremstille end cyklotronen. Yderligere kan afbøjningsmagneter, fokuseringselementer og acceleratorkaviteter opstilles hver for sig. Store nyere acceleratorer er næsten alle af denne type; det gælder fx SPS og LEP på CERN og Tev II på FNAL. Maksimumsgrænsen er nu bestemt af, at hurtige, ladede partikler, der afbøjes, udsender stråling, den såkaldte synkrotronstråling. Dette bevirker, at cirkulære elektronacceleratorer næppe nogensinde vil blive bygget til energier over 100 GeV, mens denne begrænsning ikke er af betydning ved anvendelse af protoner. For alle partikelfysikkens planlagte acceleratorer er økonomien i dag hovedbremsen på udviklingen. I 1993 nedstemte USAs kongres således et forslag om bygning af en amerikansk accelerator til partikelfysik, hvis anlægsudgifter ville overstige 10 mia. dollars.