En kapacitor er en elektrisk komponent, der udviser kapacitans, dvs. besidder evnen til at oplagre elektrisk ladning. En kapacitor i sin simpleste form er to metalplader adskilt af et tyndt lag dielektrikum. En kapacitor karakteriseres ved sin kapacitans, der måles i enheden farad (F). Farad er en meget stor enhed, og typiske kapacitorer har kapaciteter fra 1pF (Picofarad = 10-12 F) til nogle 1000μF (Mikrofarad = 10-6F).
kondensator i daglig tale
Når spændingen over en kapacitor stiger, øges mængden af oplagret ladning i kapacitoren, hvilket vil modvirke stigningen i spænding. Ved faldende spænding sker det modsatte: kapacitoren vil afgive ladning og dermed modvirke faldet i spænding. Jo hurtigere spændingen over komponenten ændres, jo større strøm giver oplagringen af ladning anledning til. Dvs. at en kapacitor simpelt kan siges at være en frekvensafhængig elektrisk resistor, hvor resistansen falder med stigende frekvens. Frekvensafhængig resistans benævnes impedans.
En jævnspænding over kapacitoren ændrer ikke på mængden af oplagret ladning, og altså er en kapacitor i det tilfælde en isolator.
Nogle få typiske anvendelser af kapacitorer:
Kapacitorer ses overalt i ethvert kredsløb, der anvendes med varierende spændinger.
Den simpleste kapacitor er to metalplader adskilt af et isolerende materiale. Jo større areal pladerne har, og jo tyndere det isolerende lag er, jo større er enhedens kapacitet. I praksis anvendes oftest tynde folier, der sammen med et tyndt lag dielektrikum vikles op, således at man kan have et stort areal af leder på kun lidt plads.
De tre mest almindelige typer af kapacitorer:
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.