standardmodellen

© Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller

Standardmodellen. Forening af de fire naturkræfter og de fænomener, der er knyttet til dem, i én teori har længe været et mål for den teoretiske fysikforskning. I standardmodellen er det lykkedes at sammenknytte tre af de fire naturkræfter: de elektromagnetiske kræfter, de svage kernekræfter og de stærke kernekræfter. Den fjerde naturkraft, gravitationen, er det endnu ikke (2000) lykkedes at forene med de øvrige, men forsøg herpå gøres i de såkaldte strengteorier.

standardmodellen, fysisk teori baseret på kvantefeltteorier, der med vor nuværende viden giver den mest fundamentale beskrivelse af naturlovene. Kvantefysik og relativitetsteori medfører, at alt stof vil fremtræde som elementarpartikler ved tilstrækkelig små afstande. Ifølge standardmodellen er der følgende elementarpartikler: seks leptoner og disses antipartikler, seks kvarker og disses antipartikler hver i tre farver, 12 gauge-bosoner og en Higgs-partikel. Gauge-bosonerne formidler de elektromagnetiske kræfter samt de stærke og de svage kernekræfter. Higgs-partiklen, der er den eneste af de nævnte partikler, som ikke er observeret, viser sig som en excitation i Higgs-feltet, der er ophav til elementarpartiklernes masser. De seks kvarker fungerer som bestanddele for hundredvis af andre partikler, bl.a. protonen og neutronen. Gravitationskræfterne indgår ikke i standardmodellen (se relativitetsteori (den almene relativitetsteori)), kvantegravitation og strengteorien).

Standardmodellen er baseret på forskningsresultater, der er opnået gennem hele 1900-t. Den nåede sin endelige form i 1970'erne og er siden eftervist eksperimentelt i stor detalje. Se også fysik.