Hvirvel dannet af kraftige vandstrømme ved vandkraftværket La Rance i NV-Frankrig.

.

En hvirvel er et strømningsmønster i en væske eller en gas. Hvirveldannelse kan fx iagttages, når vand strømmer ud af bunden af et badekar, hvor væskedelene udfører en roterende bevægelse omkring en lodret akse.

I en simpel retlinjet strømhvirvel er væskehastigheden v omvendt proportional med afstanden r fra centrum og rettet langs tangenten til cirklen med radius r. Produktet af cirklens omkreds 2πr og hastigheden v er da uafhængigt af r. Dette produkt kaldes cirkulationen eller hvirvelstyrken. Som mål for, hvor meget væsken roterer i et lille område omkring et bestemt punkt, benyttes vorticiteten.

I en kvantevæske som superflydende 4He er cirkulationen kvantiseret, idet den kun kan antage værdier, der er hele multipla af h/m, hvor h er Plancks konstant og m massen af et He-atom.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig