Faktaboks

Alhazen

Abu Ali al-Hasan ibn al-Haytham

Født
965, Basra i det nuværende Irak
Død
1040, Cairo i Egypten

Alhazen var en arabisk naturvidenskabsmand og matematiker i middelalderen, kendt for sine undersøgelser af øjets bygning og virkemåde samt for matematiske beskrivelser af lysets egenskaber. Disse nød stor anseelse i Vesteuropa i 1200- og 1300-tallet; hovedværket Optikken blev oversat til latin og fik derved stor indflydelse også på den europæiske middelalders og på renæssancens udvikling af videnskaberne.

Alhazens astronomi var et teoretisk forsøg på at passe himmellegemernes sfærer ind i hinanden, en opgave, han kritiserede sine forgængere, især Ptolemaios, for ikke at have løst. I matematikken tales om Alhazens problem: Givet to punkter uden for en spejlende flade; man skal da finde det punkt på fladen, hvor lyset fra det ene punkt bliver reflekteret til det andet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig