François Arago, Dominique François Jean Arago, 26.2.1786-2.10.1853, fransk fysiker og astronom, professor i geometri ved École polytechnique 1809-30, direktør for Pariserobservatoriet fra 1830 og medlem af Académie des sciences fra 1809. I 1848 var Arago krigs- og marineminister i den provisoriske regering og ansvarlig for afskaffelsen af slaveriet i de franske provinser.

Aragos videnskabelige hovedinteresse var optik, og han gav væsentlige bidrag til forståelsen af lysets polarisation, brydning og hastighed, bl.a. ved at undersøge lyset fra Solen og stjernerne. Han spillede en betydelig rolle som inspirator for Augustin Fresnel ved dennes udarbejdelse af en ny teori for lysets natur, hvori lyset blev opfattet som en bølgeudbredelse i en æter i stedet for som tidligere antaget en strøm af partikler. Arago arbejdede også sammen med Ampère om udforskningen af elektromagnetismen, efter at denne var opdaget af H.C. Ørsted i 1820. Med stor entusiasme og dygtighed formåede Arago gennem talrige populære afhandlinger at udbrede kendskabet til naturvidenskabelige opdagelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig