Faktaboks

Enrico Fermi
Født
29. september 1901, Rom, Italien
Død
28. november 1954, Chicago, USA
Enrico Fermi
Den italiensk-amerikansk fysiker Enrico Fermi.
Af /Argonne National Laboratory..
Licens: CC BY NC SA 2.0

Enrico Fermi var en italiensk-amerikansk fysiker, som havde betydning for teoretisk og eksperiment kernefysik, og som modtog nobelprisen i fysik i 1938.

Fermi var født og opvokset i Rom, men fik sin uddannelse i matematik og fysik i Pisa, hvor han i 1922 modtog doktorgraden. Efter studieophold hos Max Born i Göttingen og hos Paul Ehrenfest i Leiden og en kortvarig ansættelse i Firenze blev han i 1927 udnævnt til professor i teoretisk fysik i Rom. Her blev han leder af en gruppe unge italienske fysikere, som i løbet af 1930'erne gjorde instituttet i Rom til et internationalt centrum for teoretisk og eksperimentel kernefysik.

Fermis første banebrydende arbejder var teoretiske. Samtidig med Paul A.M. Dirac udviklede han i 1926 en ny statistisk mekanik for partikler, der adlyder Pauliprincippet; denne såkaldte Fermi-Dirac-statistik viste sig at have rige anvendelser såvel i faststoffysik som i kernefysik. I forlængelse heraf opfandt han den såkaldte Thomas-Fermi-model, der giver en statistisk metode til approksimative atomfysiske beregninger, som Fermi anvendte på en række forskellige problemer.

I 1933 kom Fermis berømte teori for betahenfald, hvori han løste et mangeårigt problem i kernefysikken ved at postulere en ny, fundamental kraft, den såkaldte svage vekselvirkning. Teorien byggede også på Paulis hypotese om eksistensen af en ny elementarpartikel, som Fermi døbte neutrino ('lille neutron').

Efter neutronens opdagelse i 1932 begyndte Fermis gruppe et omfattende eksperimentelt forskningsprogram, som gik ud på at beskyde samtlige kendte grundstoffer med neutroner og undersøge de kunstigt radioaktive grundstoffer, der fremkom. De fandt, at langsomme neutroner, nedbremset ved stød mod protoner i paraffin eller vand, ofte har større effekt end hurtige. Under denne kortlægning af kerneprocesser fremkom nogle resultater, som fik dem til at postulere eksistensen af et nyt grundstof med atomnummer 93; senere viste Otto Hahn og Fritz Straßmann, at den pågældende proces i virkeligheden var en kernespaltning (fission).

Da Benito Mussolini i 1938 indførte en racelovgivning efter nazistisk mønster, besluttede Fermi og hans jødiske hustru at emigrere til USA med deres to børn. Nobelprisen, som Fermi fik tildelt i slutningen af året, gav både lejlighed til at få udrejsetilladelse og midler til at begynde en ny tilværelse.

Fermi tiltrådte et professorat ved Columbia University, og efter udbruddet af 2. Verdenskrig blev han hurtigt en førende skikkelse i det amerikanske atombombeprojekt. Han flyttede til Chicago og ledede dér konstruktionen af den kernereaktor, i hvilken den første kontrollerede kædereaktion fandt sted i 1942. Herefter tilbragte Fermi resten af krigsårene ved Los Alamos National Laboratory i New Mexico og deltog i den første prøvesprængning af en atombombe.

Efter 2. Verdenskrig vendte Fermi tilbage til sit professorat i Chicago. Her blev hans forskning koncentreret om elementarpartikelfysik, og da en ny cyklotron blev driftsklar i 1951, gennemførte Fermis gruppe en række betydningsfulde eksperimenter med stød mellem pioner og nukleoner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig