Eugene Paul Wigner var en ungarsk-amerikansk teoretisk fysiker, professor ved University of Wisconsin 1936-1938 og ved Princeton University 1938-1971. I 1927 indførte han idéen om paritetsbevarelse, dvs. spejlingssymmetri, i kernereaktioner.
I 1930'erne fandt Wigner, at kernekraften, der binder neutroner og protoner sammen, er kortrækkende og uafhængig af elektrisk ladning. Han udviklede også principperne bag brugen af matematisk gruppeteori til at undersøge atomkernernes energiniveauer, og i 1936 udviklede han teorien for neutronabsorption, der senere blev af betydning ved udviklingen af kernereaktorer.
For sine bidrag til teorien for atomkerner og elementarpartikler delte Wigner i 1963 nobelprisen i fysik med Maria Goeppert-Mayer og H.D. Jensen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.