Joseph Larmor, 11.7.1857-19.5.1942, britisk fysiker, professor ved Cambridge University 1903-32. Larmors hovedinteresse var elektromagnetisk teori; han regnes for en af elektronteoriens fædre og fandt Lorentz-transformationerne uafhængigt af H.A. Lorentz. Han opdagede Larmor-præcessionen (se Larmor-frekvens) og beregnede en formel for strålingen fra en accelereret ladning. Larmor var parlamentsmedlem for Cambridge University 1911-22.