• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oliver Heaviside

Oprindelig forfatter OKnu Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/11867/=ud_a_58222.mp3?revision=1

Oliver Heaviside, 18.5.1850-3.2.1925, britisk fysiker. Heaviside blev som 18-årig ansat ved et telegrafselskab i Newcastle, hvor han kom til at arbejde som elektrotekniker på bl.a. forbindelsen mellem England og Danmark. I 1874 opsagde han sin stilling og helligede sig et dybtgående studium af elektromagnetisk teori og dens anvendelse på telegrafi og telefoni. Han forenklede og videreudviklede Maxwells teori og opstillede de fire såkaldte Maxwell-ligninger fem år efter Maxwells død. Samtidig udviklede han vektoranalysen, som han konsekvent benyttede i sine arbejder. Hans studier af signaler i kabler førte til opstilling af den såkaldte telegrafligning, til hvis løsning han udviklede operatorregning og benyttede generaliserede funktioner. Derved inspirerede han senere matematikere til udviklingen af distributionsteorien.