Pierre Auger, 14.5.1899-25.12.1993, fransk fysiker, professor ved Sorbonne fra 1937. Han studerede især den kosmiske stråling og gav navn til Augereffekten, som han opdagede i 1925. Auger ydede en betydelig indsats for det europæiske forskningssamarbejde efter 2. Verdenskrig. Han blev direktør for UNESCOs naturvidenskabelige afdeling i 1948 og var ledende i de forhandlinger, som førte til dannelsen af CERN. Auger var desuden generaldirektør for ESRO (den europæiske rumforskningsorganisation) i perioden 1962-67.