Elektrondiffraktion, afbøjning af en stråle af elektroner i en krystal i nogle for krystallen karakteristiske retninger. Fænomenet skyldes, at elektronerne har bølgeegenskaber (se bølge-partikel-dualitet).
Elektrondiffraktion anvendes bl.a. til strukturundersøgelser af tynde film eller overflader ved hjælp af fx transmissions-elektronmikroskoper. Disse anvender normalt en spænding på 100.000 V til at accelerere elektronerne, hvilket giver dem en de Broglie-bølgelængde på 3∙10-12 m; en sådan bølgelængde gør elektronerne velegnede til studier af krystalstrukturer, hvor gitterafstanden normalt er ca. 10-10 m. Elektronerne vekselvirker kraftigt med alt stof pga. deres negative ladninger, og derfor kan meget små stofmængder studeres ved hjælp af elektrondiffraktion i modsætning til røntgen- og neutrondiffraktion, som kræver større stofmængder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.