• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Newtons love

Oprindelig forfatter Elbek Seneste forfatter Redaktionen

Newtons love, tre fysiske love for legemers bevægelse; fremsat af Isaac Newton i 1687.

Newtons love er fundamentale for beskrivelse af makroskopiske legemers bevægelse under indflydelse af kræfter. At et legeme er makroskopisk betyder, at det indeholder mange atomer. Det er legemets samlede bevægelse, som beskrives af lovene. De indre bevægelser i atomerne følger ikke Newtons love, men kræver anvendelse af kvantemekanik. Gyldigheden af lovene er desuden indskrænket til hastigheder, som er små i forhold til lyshastigheden (se relativitetsteori), og til henførelsessystemer, der bevæger sig med jævn hastighed i forhold til fiksstjernerne (se inertialsystemer).

I tilpasset nutidig formulering lyder Newtons love: 1. lov: Et legeme forbliver i sin tilstand af hvile eller jævn, retlinjet bevægelse, medmindre det af ydre kræfter tvinges til at ændre denne tilstand. 2. lov: Ændringen i et legemes impuls i et lille tidsrum Δt er lig med den kraft, som virker på legemet, gange tidsrummets længde Δt. 3. lov: Aktion er altid lige så stor som reaktion, men modsatrettet. Eller: To legemers indbyrdes påvirkninger er altid lige store og modsatrettede.

Den 1. lov kaldes inertiens lov, og den 3. lov loven om aktion og reaktion. Loven om aktion og reaktion er ikke ubetinget gyldig, idet den fx ikke umiddelbart gælder for den elektromagnetiske vekselvirkning mellem ladninger i bevægelse. Den 2. lov, som på en måde indeholder både 1. og 3. lov, kaldes impulssætningen eller blot Newtons 2. lov.

Om betydningen og anvendelsen af Newtons love, se mekanik.