Bevægelsesligning, en differentialligning, som beskriver forløbet af en bevægelse. I klassisk fysik er bevægelsesligningen almindeligvis et udtryk for Newtons 2. lov, nemlig at kraft er lig masse gange acceleration, men alternative formuleringer fremsat af Joseph Louis Lagrange, Pierre Simon Laplace og William Rowan Hamilton resulterer også i bevægelsesligninger. Løsningen af en bevægelsesligning for en partikel angiver partiklens position som funktion af tiden, fx Jordens position i dens bane om Solen. Andre bevægelsesligninger beskriver stive legemer, fx snurretoppe, eller kontinuerte medier, fx væsker eller gasser.