Emission, (af lat. emissio 'udsendelse', af ex- og afledning af mittere 'sende'), i fysikken en række fænomener, hvorunder der udsendes partikler eller stråling. Emission er den modsatte proces af absorption. Emission af elektroner fra overfladen af faste stoffer kan fx induceres termisk eller i elektromagnetiske felter. Emission af lys fra atomer og molekyler opdeles i spontan og stimuleret emission. Stimuleret emission benyttes i laseren.