Impulsmoment. Skøjteprinsessens inertimoment er mindre med indtrukne arme end med udstrakte. Da impulsmomentet skal bevares, må omdrejningshastigheden vokse, når armene trækkes ind.

.

Impulsmoment, fysisk størrelse, som karakteriserer en partikels eller et legemes bevægelse omkring et punkt eller en akse. Ved en partikels bevægelse om et punkt er impulsmomentet vektorproduktet af radiusvektor og partiklens impuls. Impulsmomentet er selv en vektor, ofte betegnet med L. Bevæger partiklen sig i en plan omkring et punkt i planen, er impulsmomentet om dette punkt vinkelret på planen. Matematisk udtrykkes impulsmomentet som L = r×p, hvor r er radiusvektor, og p er impulsen. Størrelsen af impulsmomentet er L =pr sin θ, hvor θ er vinklen mellem radiusvektor og impulsen.

Impulsmomentsætningen forbinder kraftmomentet M, der virker på partiklen, med impulsmomentets ændringshastighed, idet M = dL/dt.

For et system, som består af flere partikler med impulser p1,p2,..., er det samlede impulsmoment L = r1×p1+r2×p2+∙∙∙.

Loven om impulsmomentets bevarelse udtrykker, at for et isoleret system, dvs. et system, som ikke påvirkes af ydre kraftmomenter, er impulsmomentet konstant. Impulsmomentet afhænger af det henførelsessystem, der anvendes. Ofte angives det indre impulsmoment, som er beregnet i forhold til systemets massemidtpunkt.

For et stift legeme, fx en snurretop, som roterer med en vinkelhastighed ω om en akse, er impulsmomentets størrelse L = Iω, hvor I er legemets inertimoment om aksen.

Bevarelseslovene for energi, impuls og impulsmoment rækker ud over den newtonske mekanik og må anses for mere fundamentale end denne. Lovene gælder uden undtagelser, således også ved hastigheder nær lysets, hvor relativitetsteorien råder, og for subatomare processer, som styres af kvantemekanikkens love.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig