Isotopteknik, anvendelse af radioaktive isotoper til løsning af tekniske problemer, hvor isotopernes udsendelse af ioniserende stråling udnyttes på forskellige måder:
isotopteknik
Stof påvirker stråling
Svækkelsen af såvel beta- som gammastråling ved passage gennem stof muliggør berøringsfri bestemmelse af tykkelser (lige fra tykkelsen af cigaretpapir til tommetykke stålplader). Også væskestanden i lukkede beholdere kan bestemmes ved anbringelse af en radioaktiv kilde på den ene side af beholderen og en detektor på den anden side.
Stråling påvirker stof
Den stærkt ioniserende virkning af alfa- og betastråling benyttes ved en række processer til at forhindre opbygning af statisk elektricitet ved industriel produktion af papir, tekstiler og plastfolier. På lignende måde kan afsættelse af energi fra udsendelsen af ladede partikler give anledning til både fysiske og kemiske processer i udvalgte materialer. Brug af isotopbatterier i rumfartøjer såvel som sterilisation af injektionssprøjter og andet medicinsk udstyr, der ikke tåler varmebehandling, er eksempler på praktisk anvendelse af sådanne processer.
Stråling følger stof
Radioaktive isotoper har samme kemiske egenskaber som de tilsvarende stabile isotoper og følger derfor de naturligt forekommende grundstoffer gennem alle fysiske og kemiske processer. Dette muliggør bestemmelse af materialetransport i industrielle anlæg og strømningshastigheder i naturen. En vigtig anvendelse er desuden påvisning af lækager i længere rørsystemer eller på utilgængelige steder, hvor rørene er indstøbt i fx beton.
Stråling karakteriserer stof
Ved bestråling af et stof med neutroner i en reaktor bliver stoffet radioaktivt, og en måling af den udsendte stråling fortæller om stoffets sammensætning. Denne effekt anvendes såvel i den egentlige aktiveringsanalyse som til bestemmelse af et stofs oprindelse eller forhistorie ved arkæologiske eller kriminaltekniske undersøgelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.