Koincidenstæller, (1. led af lat. coincidentia 'sammenfald'), detektorsystem til samtidig registrering af forskellige slags stråling fra en og samme atomare begivenhed. Graden af samtidighed målt ved koincidenstiden fastlægges i praksis efter arten af de processer, der skal studeres; den skal være væsentlig kortere end mellemrummet mellem to på hinanden følgende begivenheder. Fx henfalder radioaktive 60Co-atomkerner ved udsendelse af to gammastråler (fotoner) med et tidsmellemrum mindre end 10-9s. Hvis der kun udsendes ca. 103 fotoner per sekund fra Co-præparatet, kan man ved at kræve, at de to fotoner registreres inden for et tidsinterval på ca. 10-6 s i to separate strålingsdetektorer koblet for måling af koincidens, med høj sandsynlighed sikre, at de to fotoner virkelig stammer fra samme kernes henfald.

Når to kerner kolliderer med hinanden i moderne kerne- og partikelfysikforsøg, udsendes for hver reaktion op til flere tusinde partikler inden for et tidsrum på ca. 10-20 s. Ved en tidskoincidens på ca. 10×10-9 s, inden for hvilket tidsrum sandsynligheden for mere end én reaktion er forsvindende lille, kan man sikre, at disse partikler måles som én begivenhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig