En Galilei-transformation beskriver i klassisk mekanik sammenhængen mellem rumlige koordinater for beskrivelse af samme fysiske situation i to referencesystemer.

Faktaboks

Etymologi

Begrebet har navn efter den italienske naturvidenskabsmand Galileo Galilei, som var den første til at formulere det.

Galileis oprindelige formulering

I Galileis oprindelige formulering er de to referencesystemer defineret ved, at de bevæger sig i forhold til hinanden med konstant hastighed. Isaac Newton gav yderligere indsigt i disse transformationer ved dels at postulere, at tiden er absolut (tiden transformeres således ikke under en Galilei-transformation), dels ved at definere begrebet inertialsystem og den Newtonske kraftlov.

Moderne definition af begrebet

En Galilei-transformation defineres i moderne betydning som kombinationen af

  • et konstant skift af rumlige koordinater
  • en rumlig rotation og
  • skift af rumlige koordinater med konstant hastighed.

Hvis man til disse yderligere tilføjer en konstant translation af tid, er en sådan Galilei-transformation bestemt af 10 parametre.

Med Albert Einsteins specielle relativitetsteori bliver en sådan Galilei-transformation til et grænsetilfælde, i hvilken alle hastigheder er langt mindre end lysets, og den udvidede 10-dimensionale transformation kendes da under navnet Lorentz-transformationen. Især transformeres også tiden ikke-trivielt under en Lorentz-transformation. Det er et et eksempel på, at begrebet samtidighed kun er et meningsfyldt universelt begreb ved lave hastigheder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig