Olbers' paradoks er det forhold, at nattehimlen er mørk og ikke lige så lys i alle retninger som Solens overflade, som den burde være med uendelig mange stjerner i et stationært Univers. Problemet kan føres tilbage til Johannes Kepler i 1610, der brugte nattemørket som et argument for, at der kun kunne være endeligt mange stjerner, men det blev for alvor kendt, da den tyske læge og astronom Heinrich Wilhelm Olbers diskuterede det som et paradoks i 1823.

Olbers påpegede betydningen af stjernetåger, der kunne skygge for stjernerne, en forklaring, som ikke holder, da sådanne tåger selv ville blive opvarmet og udsende lys. I dag hæfter man sig især ved to forhold, der begge bidrager til en forklaring: I et Univers med en endelig levetid har lyset fra de fjerneste stjerner endnu ikke haft tid til at nå os; ydermere svækker rødforskydningen af lyset fra de fjerne stjerner intensiteten af det stjernelys, der når frem til os.

Se en mere detaljeret omtale af Olbers' paradoks i artiklen om begyndelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig