den kosmologiske konstant (Verificeret)

den kosmologiske konstant, konstant i den almene relativitetsteori; indført af Albert Einstein som mål for Universets energitæthed. Denne konstant var nødvendig i teorien for at beskrive Universets struktur som endeligt (krumt) og uændret i tiden. Da Edwin P. Hubble i 1929 påviste, at Universet udvider sig, blev den kosmologiske konstant således overflødig, og Einstein kaldte den sit livs største fejltagelse.

Det er et hovedproblem i moderne kosmologi at forstå, hvorfor den kosmologiske konstant er så ekstremt lille. Forskellige forklaringer er foreslået, bl.a. eksistensen af babyuniverser. Den øvre grænse for Universets energitæthed er bestemt ved observation af Universets udvidelseshastighed og svarer ved ækvivalensen mellem masse og energi til en massetæthed af størrelsen 10^-29 g/cm³. Nye studier af Universets dynamiske udvikling som funktion af tiden tyder på, at den kosmologiske konstant er positiv, og at den i fremtiden vil dominere Universets ekspansion med accelereret udvidelse til følge. Dataene stemmer bedst med, at den til konstanten svarende vakuumenergitæthed i dag udgør ca. 70% af den kritiske tæthed, mens urelativistisk masse udgør ca. 30%.

I moderne kosmologiske modeller antages det, at Universet i løbet af de første 10^-30 s efter big bang gennemløb en fase (inflation), hvor den kosmologiske konstant kortvarigt var meget stor, idet Universet i denne fase kunne udvide sig meget hurtigt.