Betegnelsen virtuel partikel bruges inden for kvantemekanikken om muligheden for elementarpartikler, der kortvarigt kan eksistere i en ikke-fysisk tilstand, og som til trods herfor alligevel kan vekselvirke med fysiske partikler.

Baggrunden for virtuelle partikler kan forstås som en konsekvens af Heisenbergs ubestemthedsrelationer. Fx er selv vakuum underlagt fluktuationer, der kan forstås som par af virtuelle partikler, som optræder og forsvinder igen i korte tidsrum.

Den præcise definition på virtuelle partikler gives mest naturligt i termer af kvantefeltteori, hvor kvanter (partikler) vil optræde meget kortvarigt som mellemstadier i kvantefysiske processer. Under sådanne omstændigheder vil sammenhængen mellem deres energi, impuls og masse være anderledes end for virkelige eller fysiske partikler.

Den virtuelle foton er et eksempel på en virtuel partikel. Elektrostatisk tiltrækning og frastødning kan fortolkes som opstået ved udveksling af virtuelle fotoner, idet disse fotoner er de kvantemekanisk veldefinerede partikelexcitationer, der tilknyttes det elektromagnetiske felt. Virtuelle partikler, skønt af princip umålelige i sig selv, spiller således afgørende roller i alle vekselvirkninger på fundamentalt niveau.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig