Ordensparameter, fysisk begreb, der benyttes som kvantitativt mål for graden af orden i faste stoffer eller væsker. Hvis man fx afkøler et umagnetisk materiale som MnF2, vil det overgå til en magnetisk ordnet tilstandsform ved en bestemt overgangstemperatur, der ligger ved 67 K. I den ordnede fase afhænger magnetiseringen af temperaturen, idet den vokser fra nul ved overgangstemperaturen til en mætningsværdi ved meget lavere temperaturer. Ordensparameteren er i dette tilfælde magnetiseringen.

Et andet eksempel er en legering som β-messing, der består af lige mange kobber- og zinkatomer. Krystalgitteret er kubisk rumcentreret, og ved lave temperaturer er kobberatomerne anbragt i hjørnerne af enhedscellen, mens zinkatomerne sidder i midten. Hvis temperaturen øges, vil denne orden blive mindre udtalt, og når temperaturen overstiger en vis kritisk temperatur, er den helt forsvundet. Der vil da være lige så stor sandsynlighed for at finde et kobberatom på en given plads som for at finde et zinkatom. Ordensparameteren er i dette tilfælde forskellen mellem sandsynlighederne for, at der er et kobberatom hhv. et zinkatom på en given plads.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig