farve (farver i dyreverdenen)

Farver kan have betydning for nedslidningen af hår og fjer. Melaninfarvede fjer er mere slidstærke end fx hvide fjer, og mågers sorte vingespidser er sandsynligvis resultatet af denne effekt. Vingespidserne er udsat for et hårdt slid hos fugle, der flyver meget, men den sorte pigmentering på vingespidserne modvirker dette slid. Farver har også betydning for dyrenes varmehusholdning, idet en mørk overflade absorberer mere varme end en lys overflade og dermed er medvirkende til at spare energi.

Camouflage. Farverne og farvemønsteret har stor betydning for dyrenes mulighed for at gemme sig. Farver og mønstre, der ligner omgivelsernes, har stor camouflagevirkning. Især unger har ofte sådanne beskyttelsesfarver. Vildsvineunger er stribede, så de falder i ét med skyggerne i skovbunden, og mågeunger er plettede, så deres konturer udviskes i reden.

Kommunikation og signaler. De mere iøjnefaldende farver har størst betydning i dyrenes indbyrdes kommunikation og som advarselsfarver. Mange dyr er permanent udstyret med stærke farver, fx hvepse, papegøjer og mandrilhanner, mens andre skifter farve efter situationen, fx kamæleoner, eller efter årstiden, fx ænder. Farverne bruges til at understrege signaler, fx hættemågens sorte maske, eller udgør i sig selv et signal, fx rødhalsens røde bryst. Hos hættemågen omkranser masken det røde næb, som udgør mågens hovedangrebsvåben. Den sorte farve leder modstanderens blik hen mod næbbet og er dermed med til at understrege næbbets trusselsværdi. En aggressiv hættemåge vender derfor hovedet med den sorte maske direkte mod modstanderen, mens en hættemåge, der ønsker at pacificere modstanderen, vender masken bort. Rødhalshannens røde brystfjer virker truende på andre rødhalshanner, og føler en rødhals sig truet, retter den sig op og fremviser det røde bryst. En dusk røde fjer er tilstrækkeligt til at udløse andre hanners aggression, mens en rødhalshan, der har fået malet brystfjerene gråbrune som resten af fjerdragten, ikke udløser nogen aggression.

Hos mange ænder skifter hannerne til en meget farveprægtig fjerdragt i parringstiden, hvor de skal konkurrere med andre hanner om hunnerne, mens de uden for parringstiden er mere anonyme i fjerdragten. Hunnerne er derimod altid camouflagefarvede. Det yder dem beskyttelse, når de ruger på æggene, og da de ikke skal konkurrere indbyrdes som hannerne, har der ikke været nogen grund til udvikling af en spraglet fjerdragt.

Mange dyr bruger farver som advarselssignaler. Giftfrøer og giftige insekter har stærke farver, som gør dem let genkendelige. Har et rovdyr først forgrebet sig på dem én gang, husker det udseendet og undgår disse dyr i fremtiden. Andre, helt ufarlige dyr udnytter denne effekt for at opnå bedre beskyttelse. De har farvetegninger, der helt ligner de giftige arters, og opnår på den måde en beskyttelse; fænomenet kaldes mimicry. I Danmark kendes det bl.a. fra de sort- og gulstribede svirrefluer (Syrphidae), der i udseende minder om hvepse, og i Amerika findes en gruppe ugiftige snoge, som ligner de giftige koralslanger (Micrurus).

Farveskifte. Nogle dyr kan skifte farve efter situationen. Kamæleoner skifter fra svage til stærke farver på få minutter, når de bliver aggressive, og en del padder, bl.a. skrubtudsen, kan i et vist omfang skifte farve efter omgivelserne. Farveskiftet sker ved, at pigmentet i pigmentcellerne koncentreres eller spredes og derved svækker eller forstærker farven. Sæsonbestemte farveskift kendes også i lighed med fuglenes og skyldes en forøgelse eller reduktion af pigmentcellernes antal og dermed af farvestoffernes koncentration. Pigmentbevægelserne styres hos padder og fisk af hypofysehormonet intermedin, hos fisk desuden nervøst, idet pigmentcellerne er innerveret af både det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Se også farveplanter og plantepigmenter.

Læs mere om farve.