• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fluorescens

Oprindelige forfattere JOH og NOKj Seneste forfatter Redaktionen

fluorescens, proces, hvorved elektroner i et stof absorberer energi i form af lys og genudsender en del af denne energi som lys af en længere bølgelængde. Lysudsendelsen sker typisk i løbet af 10-8 s ved spontan emission. Betegnelsen fluorescens benyttes også i nogle tilfælde, hvor energien tilføres på anden måde end i form af lys, jf. luminescens. Mange mineraler fluorescerer med synligt lys af forskellige farver ved bestråling med mere kortbølget, ultraviolet lys. Fluorescensfarver omsætter en del af solens ultraviolette lys til synligt lys og kommer derved til at virke selvlysende. I lysstofrør omsættes elektrisk energi først til ultraviolet lys ved elektroluminescens fra kviksølvatomer. Dette lys absorberes af fluorescerende belægninger på rørets inderside og omsættes herved til synligt lys. Ved kombination af stoffer, der fluorescerer med rødt, grønt og blåt lys, kan resultatet tilnærme sig dagslysets farve. Farverne på en tv-skærm opstår ved fluorescens fra en sådan kombination af stoffer, når de tilføres energi fra billedrørets elektronstråle.

Ordet fluorescens kommer af engelsk fluorescence, sammentrækning af fluorit og luminescens; dannet af den britiske fysiker G.G. Stokes.

Intensiteten af det lys, som et fluorescerende stof udsender ved forskellige bølgelængder, er karakteristisk for stoffet. Fluorescensspektret kan derfor bruges til at identificere et fluorescerende stof. Intensiteten af det udsendte lys er ligeledes afhængig af mængden af fluorescerende stof. Derfor benyttes målinger af lysintensiteten ved en bestemt bølgelængde som en ofte uhyre følsom metode til at måle mængden af et fluorescerende stof og til at følge reaktioner, hvor dette stof enten dannes eller nedbrydes. Se også fluorimetri.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. fluorescens Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik