Fotonisk krystal, materiale med en periodisk struktur, der forhindrer udbredelse af lys i bestemte bølgelængdeintervaller. Der er en tæt analogi til elektroners udbredelse (der har bølgekarakter) i den periodiske gitterstruktur i halvledere, hvis elektriske egenskaber skyldes Bragg-diffraktion og de deraf følgende forbudte energigab. Inspireret heraf fandt de amerikanske fysikere Eli Yablonovitch (f. 1946) og Sajeev John (f. 1957) i 1987, at en tredimensional struktur, hvor dielektriske stave er anbragt på samme måde som atomerne i en diamant, fører til fotoniske båndgab, dvs. forbudte energigab for udbredelse af lys.

En vigtig teknisk anvendelse er krystalfiberen, en optisk fiber (se lysleder), hvor lyset lokaliseres i fiberens kerne af en omgivende periodisk struktur af huller, der strækker sig i hele fiberens længderetning. Todimensionale fotoniske båndgab findes i naturen og er fx baggrunden for det farvespil, der ses i en sommerfuglevinge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig